Folkemusik og Folkedans

FOD er et folkemusik- og -dansestævne for unge i alderen 16-30 år, som elsker folkemusik og -dans eller er nysgerrige på at prøve det.
På stævnet danser og spiller vi døgnet rundt, og er alle velkomne!
Om formiddagen mødes vi i grupper og danser og spiller, og senere på dagen bliver vi instrueret i danse og musikarrangementer af årets instruktører. Der er ét eller flere workshop-moduler hver dag, og om aftenen jammer og danser vi så længe, vi har lyst.
Der er tre måltider lækker, vegansk mad om dagen og natmad ud på de sene timer, og vi overnatter fælles i klasselokaler.

Gruppespil og -dans

Til gruppespil og -dans bliver man delt ind i mindre grupper på omkring 10-14 deltagere der sammen skaber en opvisning med både musik og dans. Her er det deltagerne, der selv tager musikken og dansen med, så lige meget om du selv har fundet på en melodi, kan lidt tango, er blevet totalt forelsket i en sang eller har en idé til et sammenhængende tema, så tag det med. Undervejs kan man få input fra instruktørerne, som kan hjælpe med at få gruppen videre hvis den går i stå eller give gode idéer til koreografi og arrangement. Grupperne viser det de har lavet den sidste aften på stævnet til en stor opvisning.

Storspil og Stordans

Du kan frit vælge om du foretrækker at tage med til stordans eller til storspil. Til stordans instruerer danseinstruktøren i årets danse og man kan lære noget nyt lige meget om man har danset i 10 år eller om det er ens første møde med folkedans. Til storspil underviser musikinstruktørerne i flere musikarrangementer og til slut sættes stordans og storspil sammen til en samlet opvisning der vises den sidste aften sammen med gruppernes optrædener.

Workshops

I hver workshop blok er der altid rig mulighed for at vælge, hvad man gerne vil lære. Vi bestræber os på at der altid er en workshop i musik for øvede og en for begyndere og det samme i dans. Vi har bl.a. haft workshops i sønderhoning for begyndere, skotske tunes og Värmlandspols for øvede. Derudover er der ofte også frivillige og deltagere der laver deres egne nørdede workshops, om det er at lære en masse ballader fra sig, nørde harmonika eller arbejde med queer pardans.

Fællesdans

Til fællesdans samles alle deltagere (både musikere og dansere) og de frivillige, der har lyst og ikke er på arbejde, og lærer danse sammen. På den måde skaber vi et fælles danserepertoire og får danset med (næsten) alle på stævnet, og det plejer at være både hyggeligt og svedigt.

Balaften

Til balaften kommer et professionelt band og spiller op til dans, så grib en ny ven, nyd musikken og dans derudaf. Vi har bl.a. haft Mads Hansens Kapel, Farvergade og Trias ude at spille, og det er altid en fest. Her har man mulighed for at prøve det man har lært til fællesdans af, danse sin yndlingsdans eller måske tage en erfaren danser i hånden og lære noget nyt.

Introlege

Første aften på FOD møder man den gruppe man er sammen med til gruppespil og -dans. I bliver rystet godt sammen og lærer hinanden at kende gennem en række introlege.